iomfro
iomfro udgav i efteråret 2023 albummet Vent På Jeg Revner, en poetisk generationsdiagnose om at give sig hen til egen krop og omfavne usikkerhed, forelskelse og omsorg til andre
På sit debutalbum Vent På Jeg Revner tager iomfro lytteren gennem 10 scener i den accelererende præstationskultur. Et ungt menneske, der langsomt revner mellem skilsmisseforældre, præstationspres, hverdagssexisme og instagram-idealer, men også langsomt tør blotte sig, gå til psykolog og tage imod kærlighed og omsorg.
Med udgangspunkt i familiechatten, graviditetstesten og en tur i Føtex skriver iomfro sange om klimaangst, karriereplaner og kærlighedskvaler. Om familiefødselsdage, medicinske aborter og forelskelse. Om mennesker med ord i ryggen og vrede i kæben, der har brug for at trække vejret, før de kan vende sig mod verden.
Med sine sange stiller iomfro en poetisk generationsdiagnose om at være alvorligt følsom og tage følsomheden alvorligt. Om at have viljen til at løse klimakrisen, men samtidig frygte den. Om at være hovedkulds forelsket, men at være bange for at give sig hen. Om at have styrken til at få en abort, men være usikker på egen krop.
Og netop egen krop er omdrejningspunktet for iomfros tekstunivers:
”Den unge generation har aldrig været bedre til at tale om følelser, sætte grænser og mærke efter i maven. Men heller aldrig døjet med så meget psykisk sårbarhed, accelererende præstationspres og forvrængede instagram-idealer. Kroppen endte af en eller anden grund i fokus på albummets 10 sange, fordi den er centrum for det mest private, men samtidig meget politiske temaer i samtiden. Har du frihed til at pleje din psyke, til abort, til at sætte grænser, til at give omsorgsarbejde. Ofte skrev jeg ud fra en konkret nær situation, og den krop, der oplever situationen, flettede sig bare naturligt ind. Der er en stigende mistrivsel blandt unge piger, og det er nogle tematikker, jeg gerne vil sætte ord på og udfordre. Jeg har eks. siden day one haft danser Ida Hørlyck med til at visualisere og kropsliggøre iomfros univers og på mange måder er albummets tematikker og de kommende koncerter og musikvideoer en kulmination på denne kropslige formidling, hvor den unge kvindekrop bliver iscenesat med humor, kant og sårbarhed ”
iomfro trækker både på hiphop-beatet, lejrbålsguitaren, 80’er-synths og dansable baslinjer. Det hele blandes sammen til et nærværende popunivers, hvor hendes karakteristiske stemme bevæger sig blidt hen over de eftertænksomme melodier.
Albummets 10 sange er skrevet af sangskriver, musiker, producer og artist Alma Kjær Agergaard (iomfro) i samarbejde med Anton Søndberg Grøn og Alfred Lykke Nielsen. Det er produceret og indspillet i samarbejde med Anders Bach Pedersen, Andreas Murga og Lukas Loeb, mixet af Anders Boll og Joachim Stidsen Kollerup samt mastereret af Emil Thomsen.
Kontakt
Anders Büchert
Email
anders@sekshjerter.dk
Phone
+45 20 30 48 06